|
Frappe. |
|
|
Viste du at:
En frappé er en slags iskaffe. Grækenlands livsnerve. Romerkrigene er slut, Konstantinopel er faldet, men sugerøret i frappé-glasset står strunkt i det brune skum.
Man kunne være smart og sige, at frappé er kold pulverkaffe, men så lyder det sådan lidt småklamt. Lad os i stedet begynde fra begyndelsen og gennemgå hele fremstillingsprocessen.
Man kommer et par teskefulde pulverkaffe i et stort glas - ikke alt er lige godt til formålet, Nescafé Red Cup er klassikeren på området, men ellers må man prøve sig frem. Et par teskefulde sukker - lidt mere, lidt mindre, alt efter smag. En smule koldt vand - kun en lille sjat, lige nok til at opløse kaffe og sukker. Blandingen shakes kraftigt eller bedre piskes med en drinkmixer - sådan en dims med en lille piske-skive, der kan stikkes ned i et glas - indtil det er blevet til skum. derefter fyldes op med isterninger og koldt vand og eventuelt en sjat mælk. Dette brune, skummende slam nydes så i ro og mag med sugerør.
Sådan gør man på enhver fortovscafé i Grækenland. Og sådan gør man på Fortuna. |
|
|
 |
|
Viste du at:
En e-bog er en elektronisk udgave af en almindelig papirbog. E-bogen kan dermed læses på computer, og andre håndholdte enheder som f.eks. mobiltelefon eller en specifik e-bogslæser. E-bogen kan mere end blot være en elektronisk kopi af en papirbog. Den kan indeholde links, lyd- og videofiler. Dette gør at den får nye anvendelses muligheder. Læger kan bruge den som erstatning for kittelbøgerne. Den kan bruges som manual med indlagte lyd- eller videoklip for ordblinde, svagtseende eller blinde. E-bogen fylder meget lidt, man kan have et helt bibliotek af e-bøger på sin computer eller håndholdte enhed. En almindelig e-bog i ren tekst fylder normalt omkring 1 MB. Ombord på Fortuna læses der mange bøger og derfor findes der mange bøger i papirform, Ved at gå over til elektroniske bøger spares der både plads og vægt på Fortuna. Fortuna anvender i forvejen elektroniske søkort og foto lageres elektronisk. Elektroniken har også overtaget rorsmanden på Fortuna, så besætning kan sidde og læse en e-bog og nyde en svalende frappe under sejladsen og selvfølgelig holdes der også udkik. |
|
|
 |
|
Viste du at:
Kølsvinet ikke har noget som helst at gøre med ØF og landbrug, men at kølsvin er en langskibs forstærkning, i et fartøj, der løber parallel med kølen, indvendigt i skibsbunden. I masten, der oftest var en lang fyrretræsstamme, kunne man hejse sejl og derved blive drevet frem af vinden i stedet for, som hidtil, at skulle ro hver eneste meter. Masten blev forankret i en stor træblok, kaldet ”Kølsvinet” eller ”Mastefisken”, der var fastgjort til kølen i bunden af skibet. |
|
Kirke på Mykonos |
|
Søren skændes med gæs |
|
 |
|
Mykonos |
|
|
Fortuna i de varme lande
Sæson 2010 i det græske 29.6.2010 – 13.7.2010 |
|
Så er jeg ankommet til Fortuna efter en fantastisk afslutning på mit arbejdsliv. Nu er jeg pensionist efter 39 år - og hvilken afsked på både PPR og Langbjergskolen. Trist at man ikke mere kan besøge sin gamle skole, da den bliver nedlagt. Jeg vil savne mine kolleger.
Hold da op sikke mange fine ord fra mange søde mennesker. Det var overvældende. Og så de mange flotte gaver. Næsten 70. Og en dejlig middag med børnene, hvor de forærede mig en e-bogslæser. Tænk at der kan være 1000 bøger på sådan en lille sag. Den skal jeg nok blive glad for. Så jeg er nu en glad pensionist/efterlønner, der kan blive på Fortuna så længe, vi begge har lyst. Bare tanken om, at man ikke behøver skynde sig, er noget, jeg ser frem til. |
|
|
|
Afskedsreception på PPR |
|
|
Da jeg ankom til Athen lufthavn klokken halv tre om natten, stod jeg som den sidste tilbage i den tomme ankomsthal uden min kuffert. Hurtig opklaring – kufferten var smuttet med et fly til Oslo. Havde jeg kigget efter på min bagagekvittering, stod der faktisk et andet navn og Oslo som destination. Men hvem kigger på den? Jeg har i hvert fald aldrig gjort det.
Så der stod jeg klokken 3 om natten og skulle finde en bus til Piræus. X96 kører heldigvis hele natten, så her var ingen problemer bortset fra, at færgerne først starter med at sejle om morgenen.
Jeg går over mod gate 10, som jeg plejer, når jeg kommer til Piræus, men undrer mig over, at alle portene er lukkede, og der er en masse politi. Men hvad ved jeg om, hvad der er normalt om natten på havnen, så jeg bliver ledt videre til en ny gate, hvor der er endnu flere vagter. Det undrer mig også, hvad så mange mennesker uden for en af cafeerne laver så tidligt. Jeg tænker, om de er kommet fra arbejde og lige skal have en kop kaffe, inden de skal hjem.
Nu ser jeg mig rundt og opdager en masse rejsende på forskellige cafeer. Jeg sætter mig med en juice og venter. Ingen rejsebureauer er åbne endnu så folk sidder med deres bagage på trapperne rundt omring, og de virker afventende.
Jeg overhører en samtale mellem nogle danskere og kan nu forstå, at det er lidt anderledes end det plejer. Der er simpelthen blokade af havnen, og man ved ikke, om bådene sejler.
På en eller anden måde får jeg som en af de få lov til at komme ind på havnearealet. Måske fordi jeg ingen bagage har med mig? Jeg har pludselig lidt travlt, idet båden sejler 6.10, og båden befinder sig i den anden ende af havnen. Vi er ikke mange, der bliver lukket ind af politiet. Nu er det fint, at jeg ikke også har min kuffert at slæbe på. Det er nok at hele rygsækken er fyldt op med bøger og en lidt tung håndtaske.
Inde på pladsen halser jeg over til ”flyvebådene”, og undervejs står kampklædte politi med skjolde og kampuniformer flere steder. Jeg når at tænke, at hvis der sker noget nu, ja så er jeg ret udsat og at det kunne være blevet farligt. Uden for portene står et stort opløb af mennesker. Stemningen er ok. Den er ikke ond, men mere afventende på begge sider af hegnet.
Sammen med fire unge danskere er vi de eneste på båden. Den sejler, og det viser sig senere, at det var den sidste båd denne dag. Der kommer ikke flere i løbet af dagen, så jeg var heldig, at jeg ikke skulle have en overnatning i Piræus. Skønt at være tilbage på Fortuna, men ikke så rart ikke at have andet end det tøj jeg står og går i.
Vi kontakter forsikringsselskabet, og jeg kan købe det, der er nødvendigt. Jeg venter dog til det bliver lidt køligere med at købe ind. Jeg elsker jo at købe ind, men det er jo altid noget sværere, når man skal. Får dog fat i lidt undertøj, toiletartikler, badetøj, kjole, sandaler m.m. over de næste par dage. m.m. Dyrt nok, men jeg håber det bliver dækket. |
|
|
|
Ruth og Søren. |
Vi ser fodbold sammen med Ruth og Søren som også er på Ægina. Hyggeligt. Verdensmesterskabet er i gang, og også grækere er vilde med fodbold. Storskærme er sat op flere steder. Det er festligt.
Vi spørger til min kuffert de næste dage. Efter en tur i Oslo, lander den i Düsselorf, så først fredag dukker den op på en af bådene fra Athen. Ja, det har været vældig hårdt at trave byen gennem for at finde noget tøj. Godt det er på Ægina for der findes et par udmærkede butikker. Tre gange er jeg i undertøjsbutikken for at købe undertøj. Så hun slutter med at forære mig to par trusser. Priserne er nok noget høje i butikken, så måske derfor.
Vi bader en del fra en lille strand. Lejer strandstole til 5 euro og føler os som turister. Her er det skønneste varme vand. Man skal langt ud før det bliver dybt, så det er et paradis for små børn og kuldskære danskere. |
|
|
|
Ruth og Søren inviterer på kød, og vi medbringer en græsk salat. Det elsker Peter, og han er blevet ekspert i at tilberede den. For det første er den god, og for det andet er det billigere end på restauranterne. Så det bliver vores foretrukne frokostret.
Inden vi forlader Ægina, går vi op til Port Police. Vi vil gerne have stempler i vores papirer, og de giver frygtelig mange. Gad vide hvad de bruge alle de papirer til? Vi ser ikke en eneste computer på kontorerne, vi går forbi. Gemmer de bare oplysningerne i et ringbind, bliver der lavet statistik, bliver de sendt til hovedstaden? Vi undrer os. Det er ikke alle sejlere, der henvender sig til Port Police, men Peter vil gerne være på den sikre side. Som han siger, så længe det går godt, går det godt, men hvis en ivrig ansat skulle stille spørgsmål, ja så kan fanden være løs. Nogen steder koster det lidt at få stempler, andre steder, som her på Ægina, er det gratis.
Min kuffert dukker altså op fredag eftermiddag. Skønt at få bl.a sin oplader til telefonen igen. Vi letter anker straks og sejler mod Epidavros 15 sømil væk. Peter vil gerne lige se, om han kan få endnu en iltflaske. Vi mødes med Ruth og Søren og tager os en gyros, det samme sted som sidste år. 10,60 euro for 4 personer inklusiv vin. Ja så kan vi vist ikke få det billigere. Det viser sig, at en iltflaske her er dobbelt så dyr som i Piræus, så det bliver der ikke noget af.
Jeg begynder at læse min første e-bog. En bog, som Jakob downloadede fra nettet via biblioteket. Det går helt fint med at læse. Det er en fornøjelse og nemt at have med at gøre. Den bliver jeg glad for. Jeg har dog omkring fyrre bøger, jeg har slæbt med, og endnu findes ikke mange e-bøger på biblioteket, men det vil helt sikkert komme. Man kan hos visse internetboghandler købe e-bøger. Det må blive det næste. Jeg kan dog ikke helt huske, hvordan man henter en bog. Vi må have fat i en vejledning. |
|
|
Computere og frokost på Vathi. |
Sådan er sejlerlivet også. |
|
|
Vi er efterhånden meget digitaliserede. På restauranten, mens vi spiser frokost, sidder vi med hver vores computer og læser nyheder. Bare på de 5 år vi har været på langfart er der sket en fantastisk udvikling. I mange havne er der nu internetforbindelse. Man behøver ikke gå på internetcafé for at følge med i livet derhjemme.
I Vathi - en af yndlingshavnene, hvor der stort set ikke er andet en tre taverner og et koldt brusebad, er der en af dagene dækket op til barnedåb. 100 inviterede børn, unge og gamle. Der er pyntet med balloner, tyl og blomster, og der danses lystigt. Det ser hyggeligt ud med kædedans. En fører an, og resten gør som den forreste. Man bryder bare ind, hvis man har lyst til at være med. Musikken er lidt ”skrigende” og kan holde en vågen til langt ud på natten.
Vi sejler videre mod Poros. Den by kender vi snart ud og ind, men den er hyggelig at gense. Ud i Russian Bay, når det bliver for lunt i byen. Det samme sted som sidste år, hvor vandet er klart og lunt. En herlig ting.
Jakob har fået job som rejseleder på et bjerg i Nordindien, så han og Maria kommer ikke herned. Nikolaj og Heidi har på grund af butikken heller ikke mulighed for at komme alligevel, og Rasmus og Hélène skal til USA. Det havde ellers været hyggeligt med besøg.
Viktor ringer og fortæller glædestrålende, at han nu kan læse. Han har fået nogle bøger af mig, som han har kastet sig over. Og han er ved at finde ud af systemet med bogstaverne. Han prøver at læse for mig. ”Hvad skal du så lære i første klasse?”, spørger jeg ikke særlig pædagogisk. Joh, han mener, at han mangler at kunne gange og dividere!
Karoline er meget stolt af sin storebror. ”Så kan læse for dig,” siger jeg. ”Han kan da læse for alle,” siger hun snusfornuftigt. 3½ år og allerede verdensklog.
Peter opdager, at der er vådt i kølsvinet, da vandflaskerne skal gemmes væk. Små fluer svirrer rundt omkring. Det har forbindelse med vores forrådsdepot, og det viser sig, at fem dåser øl ikke har kunnet tåle varmen. Alt er sjasket godt ind i den klæbrige ”ølmasse”. Ja, så blev der gjort rent, så der bliver fint igen. Øllerne må gemmes af vejen et andet sted. Det er utroligt så få øl, der bliver drukket på Fortuna. De fleste, der kommer om bord vil helst have vand eller en frappé, og det har vi masser af. Man drikker meget i den varme. Og så har vi vores store isboks, som vi fylder med isterninger ca. tredje dag.
Et par dage med overskyet himmel er dejligt befriende. Hjemme er vi kede af alle de skyer, men hernede er det rart, når den stærke sol bliver dækket af et skylag. Bare engang mellem.
På kajen er vi en af dagene stort set den eneste båd sammen med en større motorbåd. På båden er der tre mænd. Den ene er filippiner. Alle store både har udenlandsk besætning. Han skal sørge for at få tøjret båden, og så ser der ikke ud til at være flere opgaver for ham. Han går frem og tilbage på kajen. Sætter sig og kigger ud over vandet. Går lidt mere frem og tilbage igen, går lidt op på båden, hvor han taler med den anden mand. Først tror vi at denne mand er ejer, men han er vist også ansat som skipper, og han står stort set på samme sted det meste af aftenen. Ejeren ser vi en gang imellem. Ellers holder han sig inden døre. Hold da op, sikke et liv at være ansat på en ikke alt for stor båd.
På de rigtig store både, går de da og pudser og gør rent, men disse to besætningsmedlemmer, ser ud til at være ved at kede sig ihjel.
Over for os er der kommet en udlejningsbåd. Pludselig kan vi høre, at de taler dansk. Men der er ingen kontakt. De kigger den anden vej. Meget underligt, for ellers når vi møder danskere i både, vil de som regel meget gerne snakke, og det vil vi også. På den måde kommer man i kontakt med mange, og det handler det at sejle i Grækenland jo også om. Nogen taler man mere med end andre. Nogen sejler man sammen med, og andre får man sig bare en sludder med inden vejene skilles igen. |
|
|
Svenske Leva med Lena og Olle. |
|
|
Vi møder den svenske båd Leva, som vi mødte for to år siden. Lena og Olle er hyggelige og rare mennesker, og vi tilbringer nogle hyggelige timer sammen over et glas vin.
Et par dage efter møder vi et norsk par, Anna og Arnt, der sejler i deres egen båd med to døtre og svigersønner. Vi ser fodbold sammen og får nogle gin og tonic og en masse snak . Hun er også lærer som svenske Lena, og han er skibsreder. Han fortæller sjove og spændende historier om sine store skibe. Meget fornøjelige mennesker, som vi med garanti ville have set mere til, hvis de ikke skulle hjem. |
|
|
Vi ser fodbold og får nogle gin og tonic og en masse snak,
med
Norske Anna og Arnt på Poros. |
|
|
Vi undrer os for øvrigt over hvor mange unge svenske og norske sejlere her er. De går sammen om at leje en båd, og har det tilsyneladende rigtig sjovt, men vi har endnu ikke set unge danskere. Hvor er de mon henne?
Vi bliver i Poros. De har lovet megen vind i Kykladerne, så en tur på omkring 50 sømil, er for langt i blæsevejr. Og de næste dage blæser det op. Men som sagt har vi jo ikke travlt.
Da vinden har lagt sig tager vi til Kea. En sjov lille by. Der er en gade med taverner og butikker og thats all! Videre næste dag mod Mykonos. Peter foreslår, at det bliver den ø i stedet for Tinos, hvor han og Bjarne lige har været. Der er ingenting at se på den ø undtagen ”bedetæppet” op mod øens kirke.
Sejlturen på 52 sømil byder på både stille og uroligt vejr. De store bølger driller mig. Jeg bliver utryg. Jeg prøver at tænke på, at havet vil mig det godt. Det er bare lidt svært, så jeg ”stempler ud”, som Peter siger og lægger mig i kahytten med en god bog. Her er der trygt og godt.
Vi ligger godt i havnen og beskyttet mod meltimien, der er på vej. Der er sejlbåde, store krydstogtskibe, rutebåde, gummibåde m.m. Der er en taverna og et stykke vej ind til byen. Man kan tage en bus, og hvilken sjov og anderledes by. Den er nem at fare vild i, så mange sjove og kringlede gader er der. Det viser sig, at det er med vilje, at byen er bygget på den måde. For at undgå angreb fra pirater. Meget klogt tænkt. |
|
|
Mykonos. |
Kirke på Mykonos. |
|
|
| Har aldrig set så mange turister på et sted. Alle mulige nationaliteter. Det er her de kendte, familier med børn, excentriske personager, bøsser i massevis m.m. holder til. Dyre butikker ligger side om side med gallerier og mange små kirker. Prisniveauet er højere end vi er vant til. Desværre har vi endnu ikke set de fire pelikaner, der skulle gå rundt i byen. Dem har vi til gode. Vi bliver her på øen et stykke tid, mens vi venter på meltimien skal tage til de nærmeste dage. |
|
|
To globetrotter Kaptajnen og hans frue. |
|
|
For første gang i mange år, sover jeg som en sten, når jeg går i seng. Jeg ligger ikke og tænker på, hvordan skoleåret skal planlægges, om materialerne er bestilt eller hvilke projekter jeg skal i gang med.
Hvilken befrielse. Jeg tror det er godt at være pensionist. |
|
|
|
|
|
|
