TopMenu
  | chriann.sejlerliv.com | sejlerliv.com | missmari.sejlerliv.com | aabyhøjsejlklub.dk | Ishøj Sejlklub |
Menu
  | Forside | Rute & Pos. | Fotoalbum | Gæstebog | Rejse/logbog |

Palermo katedral

Palermo katedral

Herreløse hunde
Viste du at:
Sicilien er Italiens største ø med 5.300.000 indbyggere (2003) - 8,6% af Italiens befolkning. I Palermo siger det officielle tal 690.000 indbyggere, men der bor nok nærmere over en million. Øen er 25.707 km2 stor (sjælland er  7.031 km2) - faktisk den største af de 20 italienske regioner, og også den største ø i Middelhavet. 
Sicilien er omgivet af Mare Tirrenico, Mare Ionico og Mar di Sicilia.

Klimaet, naturen og havet er fantastisk og øen myldrer med historie og kultur, fra Normanner til Spanierne, til Araberne og Grækerne.

Corleone på Sicilien er verdenskendt som et sted med en stor "mafia-koncentration" og blev især verdenskendt da "Godfather-filmene" efter Mario Puzo´s romaner kom frem.

Sicilien

Sicilien

Corleone, Sicilien
Viste du at:
Den 5 juni 1998 blev det første danske par gift i Corleone på Sicilien. Hvorfor nu det?
Hans og Christine hed de første danske "corleonesi´er", og indtil i dag har otte danske par valgt at blive viet i Corleone.
I følge byens overhoved, vil danskerne giftes i Corleone for at vise deres mod. 
Om det så er mod til blot at gifte sig, eller til at gifte sig i en mafiaby, er uvist!
De nygifte par planter også hver et Oliven-træ som symbol på deres forening.

I oktober 1999 blev en plads i Corleones udkant kaldt for Piazza Danimarca, her står en frodig skulptur af den danske kunstner Søren Koefoed, der kom ned, og arbejdede med skulpturen i en landsby ved Corleone, og gjorde den færdig på selv pladsen.
Skulpturen, som det er tilladt at kravle på, står foran en skole på Danmarks Pladsen.

Sicilien

Sicilien

Palermo, Sicilen

Palermo, Sicilien
Fortuna i de varme lande
Rejsebrev 6 fra Cefalu på Sicilien, juli 2007
Så er det ferie, og Bjørg og jeg ankommer til Palermo lørdag aften d. 30.6.07. Det er skønt at rejse fra al den regn i Danmark og stige ud af flyveren i en blid brise med en temperatur, der passer os meget fint. 
Troels er taget hjem om formiddagen, og Peter og Bjarne har lejet en bil, så vi koner kan ankomme til skibet i fin stil. Fortuna ligger ved en bro, så vi ikke skal i gummibåden for at transportere min bagage til båden. Skønt at se Peter igen. Der er jo gået seks uger fra han tog hjemmefra. Det er også dejligt at høre at de tre "drenge" (læs: gamle mænd") har hygget sig på turen. At de har været gode rejsekammerater. 
Bjarne og Bjørg har lejet et hotelværelse i Palermo, så da vi har drukket et velkomstglas og sludret og hørt røverhistorier, drager de af. Der er ca 30 km til Palermo. At ligge ved broen koster 40 euro i døgnet. Rent tyveri.
Vi er kommet til mafiaens land, hm! Og så er der altså heller ikke hverken toilet eller bad med i den pris. Ja, ja. Vi kan godt se, at vi kommer til at ligge for anker en del af tiden med de priser.

Terrasini
Pu,ha, hvordan klarer vi nu det med bad? På kajen har vores vandslange ligget hele dagen, så da den er rullet ud, er vandet i slangen nået at blive varmt, så det bliver til et dejligt bad. Se det er jo ikke sådan at kimse ad.

Corleone
Bjarne og Bjørg henter os i bilen i løbet af næste formiddag. Nu vi er på Sicilien vælger vi at køre til Corleone - "Godfathers" hjemby for at kigge nærmere. Det er et meget smukt landskab, vi kører i. Blide, bløde bjerge med grønt drysset på. Ingen bratte bjergsider. Så det passer mig fint.
Da vi ankommer til byen, er der bare lukket overalt. Det er en ren spøgelsesby. Ingen butikker er åbne, ingen mennesker på gaden, alle skodderne er for vinduerne, så det er en underlig fornemmelse at være der. Det er ikke ligefrem en by, der byder turister velkommen. Byen ligger midt på øen, så der har været rig mulighed for mafiaens folk at finde gemmesteder i terrænet. 
Til sidst finder vi dog en hotelrestaurant, hvor vi kan få lidt at spise. Det er for øvrigt rigtig lækkert. V får forskelligt "Antipasti" bl.a. citronmarineret oksekød i tynde skiver. Ikke dårligt.

Det er et meget smukt landskab. Blide, bløde bjerge med grønt drysset på.
Bjarne skal nu finde tilbage til Palermo og sætter GPSen på den korteste vej. Det bliver lidt af en tur. Små bitte smalle hullede veje, der dog till sidst ender i en meget smal bjergvej. Der sætter vi grænsen, og vi finder en ny vej, der er mere ordinær. Men en meget køn oplevelse. Vel tilbage i Palermo, giver Bjørg og Bjarne en dejlig middag lige i centrum af byen. 
Middag i Palermo
Vi har lagt båden for anker, så morgenbadet foregår i havet. Det er man altså nødt til at vænne sig til, for der er ingen badefaciliteter i havnene. Bjarne og Bjørg skal videre til Rom om aftenen, så vi har aftalt at gøre Palermo.
Vi vandrer rundt, og der er både mange fine bygninger og også en del slum. De har åbenbart en forkærlighed for at sætte deres affald ud på gadehjørner. Ideen er vel, at affaldet skal hentes hurtigt, hvilket åbenbart ikke sker, så kønt er det ikke, som det ligger der og flyder. Det siges, at det tidligere bystyre ville have indbyggerne til at bruge penge på at opbygge byen, så den bl.a kan blive en turistby. Der er stadig ruiner fra krigens tid, hvor husene ikke er genopbygget. Man siger, der er 700.000 indbyggere i Palermo. Men man mener, der er langt over en million. For det er det sted i Europa, hvor der er flest indvandrere, der ikke er registreret. 

Vi ser den meget store katedral i Palermo, der er en af Europas længste.

Espresso kaffe i små kopper,
"Dansk kaffe" kender de ikke syd på.
Vi ser den meget store katedral, der er en af Europas længste og bygget over mange århundreder. Der fortælles en legende om en kvinde - Rosalia, hvis jordiske rester blev transporteret ind til byen, da der var pest i byen i 1600 tallet. Dagen efter holdt pesten op, så derfor har hun fået sit eget sarkofag i kirken. Da vi var der, var der en, der var ved at pudse et meget stort sølvalter med en masse udskæringer. Fast arbejde blev vi enige om. 
Mens vi har bilen, får vi provianteret, så vi ikke skal slæbe alt for meget, for vi ligger ikke lige ved indkøbsmuligheder. 
Vi får sagt farvel til Bjarne og Bjørg. De skal nå et fly til Rom. Det har været hyggelige dage. 
Dagen efter letter vi anker og sejler mod Porticello, hvor Ruth og Søren har ders båd på værft. De har tabt propellen. Ruth og Søren kender vi fra Langturssejlerne. Vi startede næsten samtidig sidste år, men de var altid et par havne foran os. I år lykkes det åbenbart at møde dem. 
Porticello er en lille søvnig by, hvor mændenene sidder på gaden og spiller kort og kvinderne går i kirke. Der er ikke rigtig nogen steder at fortøje gummibåden, så vi beslutter at tage videre næste morgen. 
Der er kun 23 sømil til den næste havn, som vi har fået anbefalet. Det er en lille køn by Cefalu. Byen byder os velkommen med en kæmpe katedral, der er bygget af en konge, der kom i havsnød og som lovede at bygge denne kirke, hvis han kom levende fra det. Vi ankrer op og tager os en dejlig dukkert i det meget klare vand. Pludselig kommer der store dønninger ind, og jeg bliver søsyg. Vi sejler rundt om byen, hvor havnen ligger. Der er ca tyve minutter at gå til byen. Meget køn by med meget smalle gader. Spiser ude, dog ikke noget at råbe hurra for. 

Cefalu
Tidlig om morgenen torsdag blæser det pludselig op. Peter er oppe for at sikre båden. Vores italienske naboer siger det er mistralen, der er kommet. Der er kulingsvarsel, så vi skal ingen steder. Vi ruller og rokker i havnen, men ligger sikkert nok. Men bølgerne står ind over molen, så der er piv på. Senere på aftenen aftager vinden lidt. En dansk familie, der camperer på Sicilien ser vores båd og vi inviterer om bord.
I havnen ligger en anden dansk båd med Bodil, Claus og deres to børn. De har orlov og har fået transporteret deres båd til Nice. De skal slutte i Kroatien. 25.000 har det koste at få deres Bavaria 34 til Middelhavet fra Danmark. 
Vi spiser ude og ser Ruth og Søren ankomme ved 22-tiden. De inviterer på morgenmad næste dag. 
Indtil videre er det bare lykken igen at være om bord på Fortuna. Og i morgen lørdag d. 7.7. vil vi tage mod øen Vulcano og Stromboli. Jeg er bange for at vi ikke når at møde Helle og Claus på Korfu. De er vist ankommet og skal være der i 14 dage.
Men nu får vi se.
Mange sejlerhilsener
Peter og Annette på Fortuna.
Forrige rejsebrevNæste rejsebrev
Fodnote
 Copyright © Fortuna 2006 - 2011 *** Web: bpvk