|
|
 |
Fortuna i de varme lande
Fortuna fra Ishøj til Portugal sommeren 2006 |
|
| I flere år har
vi talt om, at det kunne være hyggeligt, spændende og
anderledes at have sin båd liggende i Middelhavet og bruge den som et
slags sejlende sommerhus i ferier. Og nu da en af os har
forladt arbejdsmarkedet,
ja så var muligheden der. Så da beslutningen først var taget, ja så var det
bare om at få det gjort. Mange arbejdstimer i foråret er gået med at få lavet forskellige ting, der er
nødvendige for en behagelig, sikker og komfortabel sejlads. |
|
|
Så endelig oprandt dagen. Der er jo altid lige det sidste, der skulle have været ordnet
og desværre også en påhængsmotor, som vi opdagede var blevet stjålet. Men, men...
af sted kom vi, og det var hyggeligt at sejlervenner kom for at ønske os en god tur.
Køge bugt viste sig fra den værste side, da vi forlod Ishøj. |
 |
|
|
Stejle bølger gjorde, at en af
de 3 ombordværende måtte lægge sig med søsyge. Og så var vi endnu ikke nået så
langt som til Rødvig. Hvordan skulle det dog gå? I løbet af natten lynede
og tordnede det rundt omkring os, så vi overvejede at gå ind i
Gedser, men da morgenen oprandt lysnede det. Når man når Kielerkanalen får man fornemmelsen af, at nu er man på langfart.
I Kielerkanalen må man kun sejle i de lyse timer, og vi kunne ikke nå igennem den 100
km lange kanal. Inden det bliver mørkt. Vi lagde til i en lille sidekanal ganske gratis.
Fortsatte de sidste 20 sømil næste dag og nåede ud på eftermiddagen til slusen, hvor
vi lå og ventende på højvande.
På vej ud af Elbens munding blev vejret lidt køligt og store ubehagelige bølger kastede
båden fra side til side. Ikke så meget vind. Men den af os, der ikke er søstærk, måtte
igen tage søsygetabletter for at klare mosten.
Efter et par timer lagde bølgerne sig. Vi var dog den eneste båd, der var taget ud, de
andre var gået ind i Cuxhaven. Undervejs har vi hørt om både, der har ligget 11 dage i
byen for at vente på godt vejr, så det var nok meget godt, at Peter valgte at sejle ud i
Nordsøen på det tidspunkt. For hvad i alverden skal man lave i en lille tysk by i ugevis.
Nordsøen og Den engelske Kanal viste sig fra sin pæne side en del af tiden. Herligt
med en masse motorsejlads, så man både kan lave mad og bage brød og kager, da
båden jo så ikke lægger sig ned på siden. Peter havde nu foretrukket mere vind, men
jeg synes, at lyden af motoren giver en vis form for tryghed - også selvom Fortuna er
en sejlbåd.
I Kanalen så vi en skyformation, der uden sammenligning er det mest skræmmende
jeg har set. Vores gast beskrev det meget rammende som en skypumpe der havde
lagt sig ned. Den kom "rullende" hen over os, med ret stor fart, gav nogle solide pust, -
og var så væk igen. Har prøvet at tage billeder af den. |
|
 |
Vi nåede Dover den 6. dag. Dovers hvide klinter er flotte og minder om Møns Klint.
Arealet er dog en del større. |
|
|
Meningen var, at vi ville tage en overnatning i Dover. Men
da vi havde fået diesel og vand på, foreslog Peter, at vi fortsatte sejladsen til Brest i
Frankrig. Vejrudsigten var god. Det gjorde vi så. En af de ting, man skal være
opmærksom på, er selvfølgelig tidevand, med- og modstrøm. Det skifter hver 6. time.
Og det er selvfølgelig rarest, når man har vagt, når der er medstrøm. Så svæver vi
nærmest over vandet. Og når modstrømmen så indfinder sig, ja så kan loggen vise 6 -
7 knob, men vi kommer kun gennem vandet med ca. 3 - 3,5 knob. At have morgenvagten fra 4 - 7 er fint. Man får set solen stå op. Man kan nyde
morgenteen sammen med en god dansk film på Dvdafspilleren og alt er stille og roligt.
Det store hav er endnu ikke vågnet, og det eneste man skal holde udkig efter er de
oplyste boreplatformene, de store skibe langt væk i skibsruten og de store fiskekuttere.
Se så er sejlads jo dejligt. |
|
 |
Vi sagde farvel til vores gast i Brest. Det havde taget 9 dage at nå hertil. Ret hurtigt
faktisk. Vi havde bare været heldige med vind og vejr.I Brest mødte vi en dansker der havde sejlet i Sydamerika og Caribien. |
|
|
Han var på vej
hjem og skulle møde konen i England. Var lidt spændt på modtagelsen efter at have
sejlet et år.
For mig var det endnu ikke rigtig ferie. Skulle lige vænne mig til at vi skulle krydse
Biscayen. 342 sømil var ruten. Vi ringede til Meteorologisk Institut, der fortalte, at
vejrprognosen for Biscayen var 10 - 12 knob de næste døgn. Det turde vi godt vove os
ud i.
De to første dage fik vi masser af blå mærker, når de to meter høje og stejle bølger
kastede os rundt. - Vi er nu blevet enige om, at man er langturssejler når man ikke
længere får blå mærker i søgang. Der var dog ikke så meget vind, så motoren fik igen
lov til at arbejde. Den anden nat vækkede Peter mig og fortalte, at der var udsendt
kulingsvarsel. Han lagde ruten om, tog sejlene ned og surrede alt fast, der kunne
surres. Og så var det bare om at vente. Men da morgenen kom, kunne vi se meget
mørke skyer i det fjerne. Vi havde dog været heldige. Ingen kuling. Jeg må sige, at det
kulingsvarsel kunne få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
Dønningerne var blevet højere og længere, men også mere blide. Det betød, at den
sidste dag, var det en rar sejlads.
Delfinshow over Biscayen er ikke noget man bliver træt af. Der kommer hele flokke. Af
og til bliver de i længere tid ved båden, og andre gange er de der kun et kort øjeblik,
før de er væk igen. Især om natten er det et fascinerende syn, når morilden i vandet
lyser delfinerne op, så de ligner små torpedoer. |
|
|
Efter knap 3 døgn var vi i land i La Coruna i Spanien. Ikke flere lange havsejladser.
I La Coruna skiftede båden definitivt fra "transport- til ferie-mode". Biscayen var
overstået og nu skulle vi nyde de varme lande. |
 |
|
|
Vi var tydeligvis ikke de eneste, der
havde det sådan. Vores nabo, en englænder havde måske trukket den lige længe nok.
Han var kommet for otte måneder siden - og havde planer om at strække opholdet lidt
endnu. De skulle til Caribien, men der var lige et par småting der skulle laves først.
Han var en utrolig spændende fyr. Kvik som få, tidligere IT- sikkerhedsekspert og
eksalkoholiker. |
|
|
|
I La Coruna mødte vi også et svensk par. De havde været i Middelhavet i fem år og
var nu på vej hjem. Vi inviterede dem over og "tappede" dem for viden og tips om
Middelhavet. Til gengæld blev de rigtig glade for hjælp med computer og søkort.
Svenskerne var også de første, der plantede tanken hos os om et længere ophold i
Portugal. Senere mødte vi flere sejlere, der talte varmt om Portugal.
La Coruna er en meget sød spansk by med en masse "skinkerier". Halvt butik og hav
restaurant med de lækreste skinker både Serrano og sortfodsskinke hængende i loftet
og gode oste. Mens vi nu besøgte alle disse "skinkerier" var vejret blevet dårligere.
Atlanterhavet viste tænder med vindstød op til 8, så vi skulle ikke nyde noget at begive
os videre. Peter ved, at jeg bliver bange, når det blæser for meget, så han er
selvfølgelig hensynsfuld. |
|
|
Ganske langsomt er vi nu på vej sydover. Dagsrejser på 35 - 55 sømil er passende
med et par overnatninger undervejs, så vi kan få et indtryk af de byer, vi kommer til.
Vi er nu syd for Porto i Portugal og ikke langt fra Lissabon. |
 |
|
|
|
Atlanterhavet har været
venligt. Ikke megen vind, men lange, lange dønninger. Og lige nu vi overvejer kraftigt at overvintre på Algavekysten i Portugal i stedet for i
Spanien. Folk er flinke her. Der er noget, det tiltaler os ved Portugal. Priserne på
madvarer og havneafgifter er overkommelige, og vi har jo ikke så travlt. Vi skal jo ikke
nå noget bestemt. Og om vi kommer til Spanien denne sommer eller til næste år, ja
det betyder jo ikke så meget. |
|
 |
Peters beretning havde nok været lidt anderledes - han ville have beklaget, at vi havde
været nødt til at sejle så meget for motor.
Men han ville også have fortalt, at denne
oplevelse bare er alle tiders. |
|
|
|
|
At det har været den rigtige beslutning, og jeg kan tilføje
at han konstant har et saligt smil om munden. Så lykken er de varme lande i sejlbåd. |
|
|
|
|
|
|
